Gennemførsel på videregående uddannelser 2019

Siden 2018 er Grønlands Statistik gået væk fra at opgøre årligt antal afbrudte uddannelser. Dette kommer efter flere overvejelser, der primært handler om at enhver afbrudt uddannelse i princippet kan genoptages. Derfor opgøres i stedet de studerendes uddannelsesstatus 1-10 år efter påbegyndt uddannelse. Tabellerne gør det muligt at beregne gennemførselsprocenten, som andelen af de studerende, der har gennemført en uddannelse op til 10 år efter, de er påbegyndt.

Tabellerne opgør uddannelsesstatus:

·         Inden for den eksakt samme uddannelse, som er påbegyndt.

·         Inden for samme uddannelsesniveau, som er påbegyndt.

 

I den sidste tabel tages der højde for studerende, som skifter uddannelsesretning inden for samme uddannelsesniveau.

Denne publikation beskæftiger sig kun med videregående uddannelser. Se stat.gl for publikation om gennemførsel på ungdomsuddannelserne.

 

Gennemførsel af den påbegyndte uddannelse

De videregående uddannelser består af korte videregående uddannelser, som normalt er normeret til 2 år, akademiske bacheloruddannelser, som er normeret til 3 år, professionsbacheloruddannelser, som er normeret til 3,5-4 år og kandidatuddannelser, som er normeret til 2 år.

 

Af de 107 der påbegyndte en kort videregående uddannelse i 2015, havde 54 gennemført uddannelsen indenfor 4 år. 55 pct. havde gennemført uddannelsen de startede på, inden for normeret tid på 2 år.

 

Gennemførelsesprocenten blandt de akademiske bachelorer fra 2014 var den laveste blandt de videregående uddannelser. 3 år efter påbegyndt uddannelse, havde 13 pct. gennemført uddannelsen de startede på. Efter 5 år havde 25 pct. gennemført uddannelsen.

 

På professionsbacheloruddannelserne gennemførte 35 pct. uddannelsen, de startede på i 2013 indenfor den normerede tid på 4 år. Efter endnu 2 år steg andelen til 4 pct.

30 pct. af de studerende der startede på en kandidatuddannelse i 2015 havde færdiggjort uddannelsen indenfor normeret tid på 2 år, mens 67 pct. havde færdiggjort indenfor 4 år.

 

Figur 1. Gennemførelsesprocenten på videregående uddannelser, årgang 2013, 2014, 2015

Note: Gennemførelsesprocenten er opgjort ultimo året for studerende, som påbegyndte uddannelsen for første gang i året i parentes: Kort videregående uddannelser (2015), bachelor (2014), professionsbachelor (2013), kandidat (2015). Normeret tid er opgjort i antal hele kalenderår.

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDISC11L).

 

Flere kvinder end mænd gennemførte uddannelsen

Flere kvinder end mænd starter på en videregående uddannelse. Samtidig gennemfører en større andel af kvinderne. Undtagelsen findes på de korte videregående uddannelser, hvor 44 pct. af kvinderne fra årgang 2013 gennemførte uddannelsen indenfor 6 år, mens det tilsvarende tal for mændene var 65 pct.

 

På de akademiske bacheloruddannelser var gennemførelsesprocenten hos kvinderne højere for årgangen 2014. Gennemførselsprocenterne lå på hhv. 21 og 28 pct. for mænd og kvinder. For årgangen før lå disse højere for både mænd og kvinder, da gennemførslen lå på hhv. 20 og 35 pct. hos mænd og kvinder.

 

Figur 2. Gennemførelsesprocenten på videregående uddannelser efter normeret tid + 2 år, opdelt på køn; årgang 2013, 2014, 2015

Note: Gennemførelsesprocenten er opgjort ultimo året for studerende, som påbegyndte uddannelsen for første gang i året i parentes: Kort videregående uddannelser (2015), bachelor (2014), professionsbachelor (2013), kandidat (2015). Normeret tid er opgjort i antal hele kalenderår.

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDISC11M).

 

Højere gennemførelse i Grønland

Forskelle i gennemførselsprocenten opdelt på uddannelsesland findes primært hos de akademiske bachelor- og kandidat uddannelser. Henholdsvis 54 pct. og 48 pct. gennemførte en kort videregående uddannelse og professionsbacheloruddannelse i Grønland mod 56 pct. og 47 pct. af de studerende uden for Grønland. Modsat er gennemførelsen højere på kandidatuddannelserne uden for Grønland, hvor 74 pct. af de studerende gennemførte en uddannelse på kandidatniveau, mod 55 pct. af de studerende i Grønland.

 

Figur 3. Gennemførelsesprocenten på videregående uddannelser efter normeret tid + 2 år, opdelt på uddannelsesland; årgang 2013, 2014, 2015

Note: Gennemførelsesprocenten er opgjort ultimo året for studerende, som påbegynder uddannelsen for første gang i året i parentes: Kort videregående uddannelser (2015), bachelor (2014), professionsbachelor (2013), kandidat (2015). Normeret tid er opgjort i antal hele kalenderår.

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDISC11L).

 

Gennemførsel af det påbegyndte uddannelsesniveau

Nogle studerende afbryder uddannelsen de er påbegyndt, og gennemfører i stedet en anden uddannelse. 50 pct. af de studerende, som påbegyndte en videregående uddannelse for første gang i 2012, havde gennemført en videregående uddannelse indenfor 7 år. Heraf havde 22 pct. gennemført en uddannelse på et andet uddannelsesniveau end den de påbegyndte. Det er især studerende på de akademiske bacheloruddannelser, hvor mange dropper ud og skifter retning til enten en professionsbacheloruddannelse eller kort videregående uddannelse. Af de studerende som startede på bacheloruddannelsen i 2012, havde 4 pct. gennemført en bachelor indenfor 7 år, mens 34 pct. i stedet havde gennemført en videregående uddannelse på et andet niveau.

 

Figur 4. Uddannelsesstatus på videregående uddannelser 7 år efter start, årgang 2012

*Gennemført andet niveau inden for de videregående uddannelser.

Note: Uddannelsesstatus er opgjort for studerende der påbegyndte en videregående uddannelse for første gang i 2012. 

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDISC11O).